At tage certifikat til ultralet er noget som langt de fleste kan gøre. Det eneste det kræver er at du er over 17 år og har et normalt helbred. Men inden du kaster dig ud i opgaven bør du tjekke om det i det hele taget er noget for dig. Et besøg i klubben kan give dig et indblik i hvad et ultraletfly er, samt hvad man kan bruge et certifikat til. Hvis du kommer forbi vil du sikkert også få tilbudt en prøvetur med en af klubbens piloter.
Her vil det også være en ide at kigge på de andre muligheder du har hvis du vil flyve. F.eks. traditionelt PPL certifikat, drageflyvning eller svæveflyning. Hver gren af flyvningen har sine fordele og ulemper, som du helt sikkert vil få alt at vide om i din vej rundt i miljøet - men husk at der er en tendens til at de forskellige grene inden for luftsport kan have fordomme over for de andre grene. Så hvis du vil vide noget om ultralet, skal du snakke med en der har et UL-certifikat.
Er du i tvivl gør det ikke så meget - teorien kan bruges til både et PPL og et UL-certifikat. Så først når teoriprøven er bestået skal du beslutte dig for hvilken vej du vil gå.
Du bør også drøfte det med din mand/kone/kæreste hvis du har sådan en. Det kan tage lidt overtalelse, men skal nok lykkes for dig. Hvis der også er accept fra den bedre halvdel, bliver det helt sikkert nemmere for dig at komme igennem skolingen, som vil tage en del af din fritid.
Hvis du stadig er klar efter det vil det være en god ide at få et tjeck hos en læge. Så er du er sikker på at dit helbred også er klar til at gå videre. For at flyve ultralet kræves det en "Helbredsgodkendelse Klasse 2" som du kan få hos en flyvelæge. I Østjylland vil det typisk være hos Søren Okholm i Århus, men du kan finde kontaktinformation til alle flyvelæger i Danmark her. Prisen for et førstegangs Medical Class 2 kan du finde ved at ringe til flylægerne.
Når din medical er på plads er næste trin den teoretiske uddannelse som du kan læse mere om her.